Busunu library – established by Rural Africa Development Organization

Kære læser!

Så skete det!

Busunu fik sit bibliotek.

 

Vi har organiseret bøgerne efter DDC, og har af hensyn til de frivillige kræfter der skal drive biblioteket blot brugt the 10 main classes.

Biblioteket skal drives af lokale i Busunu. Jeg har fortalt dem hvordan DDC hænger sammen, og hvilke overvejelser der skal gøres når man katalogiserer en bog, samt hvordan processen med katalogisering bør foregå.

Bøgerne til biblioteket kommer primært fra IVAs Afrikacafé der blev afholdt i starten af 2011, hvor studerende donerede massevis af aflagte enkelsk sprogede bøger.

Hertil har RADO købt en lille samling børnebøger, så der er lidt for alle aldre.

Biblioteket har i skrivende stund ca. 110 bøger. Det er vitterligt ikke mange, men det er en start.

Så hvis I har nogle engelske bøger til at ligge og samle støv, så giv dem til os! Vi sørger for at de kommer til Ghana inden for den nærmeste fremtid, så de kan oplyse og skabe glæde og redde verden en lille smugle.

 

Det var alle facts om biblioteket.

Der findes imidlertid også en anden side.

Nemlig min. (Stines)

 

Da vi kom til Ghana vidste vi faktisk ikke helt præcist hvilke projekter vi skulle sætte gang i, ikke før vi fik af vide at der var doneret en pæn sum penge til RADO. Så skete der ting! Vi fandt den bygning der nu huser biblioteket, fik lov af høvdingen til at benytte den, fik talt med en tømrer der lavede en liste over materialer vi skulle bruge til istandsættelsen, og fik købt dem ind.

Så skulle der laves en katalog. Vi lavede lidt research og tog til Tamale og lurede hvilket system de brugte på deres folkebibliotek. De brugte Dewey, så det tænkte vi at vi også ville bruge.

Vi fik os selv og alle bøgerne og materialerne til Busunu, og gik igang. En uge forsinket pga. upålidelig tømrer, vi er jo i Ghana 😉

Katalogisering, mærkning og stempling af bøger, og så havde vi pludselig et bibliotek!

 

For 3 uger siden anede vi ikke vi skulle lave et. I dag har Busunu et bibliotek. Et lille interimistisk et af slagsen, men dog et bibliotek.

 

Her er lidt billeder af vores lille fine bibliotek, og Ghana selvfølgelig.

 

-Stine

 

 

Categories: Danmark | 2 kommentarer

A tour with danish volunteers in Busunu.

I  am lange karim, a young man of 28 years of age  was born and bread in a little village called Busunu in northern Ghana which has about 1658 inhabitants with women and children as the majority.The people of Busunu are predominately peasant farmers.I work with rural Africa development organisation an N.G.O. which main purpose is to help rural farmers, women and children to be self-reliant .

I have most of the time in my life had the chance to travel with a lot of Danish volunteers which is so interesting because we have different cultural backgrounds.Travelling with danish volunteers is so nice  and funny, the are friendly, loving , careing and open.The  only problem with this people is that the are so strict when it comes to timing,the will always ask you a lot of questions especially when going on a trip , the want to know how far is the trip, how long , what time to get there  and a whole lot funny questions i think.The timing here does not really work that much especially when travelling because we had bad roads,very bad buses , and each bus is to wait for at list 3 , 4 hours  not until is full up to its capacity the bus will never take off.

The most of the time gets angry when the ask what time are we getting there and you answer may be 2 hours  time, the always want you to be specific.This people also has very tricky questions any time you  are with them, the can sometimes ask one question for more than 3 times just to try your ability and also to see weather to believe and trust you or not.

Also when the are in a group the are very difficult than any thing, the find it very difficult to decide on one thing because everyone wants to please him or her self.some are very serious to learn a lot about Africa and others i think are not interested at all. Busunu where i live has a lot of traditions and culture, in busunu we don’t talk when we are having dinner,we don’t eat with the left hand,you bow down to greet any one who is older than you, the young once don’t seat with the elders to talk except if there is a meeting. There are no toilet facilities in my village , no electricity,no internet facility , no internet , no hotels,volunteers has to live with host family’s to learn a typical way of the african lives ., which a lot of this volunteers enjoy a lot.

Busunu is a free community no police and is control by the chief, he controls and judges all cases in the community like rape , murder, stealing e.t.c,  .All the young once are free to do all the want except you go against the tradition , you can even smoke weed in the house no one will question you. hahahahaa.

 

-Karim

Categories: Danmark | 2 kommentarer

Ghana i billeder

Så er der nyt!

Hermed vores bedrifter i Busunu og omegn fortalt i billeder.

Enjoy!

 

Categories: Danmark | Skriv en kommentar

Skak kort forklaret

Opsætningen

Hvorfor skal Kenneth undervise i skak i Ghana? Giver det mening?

Det første træk

Det skal først stå klart at RADO (dvs. Kurt og Karim)  ikke fra starten havde planer om at der skulle undervises i skak i Busunu. Det var først da jeg besluttede at skulle herned på besøg, at Kurt, fordi han kender mig og ved jeg spiller meget skak, kom i tanke om projektet Chess-In-The-Schools, som han en gang havde læst om. Nogle samtaler senere var det besluttet at jeg skulle anskaffe spillene, og bringe dem med herned til undervisning.

Jeg har undervist i skak før, i en kortere periode, og jeg har spillet det i klub i ti år af mit liv. I min fritid spiller jeg meget på nettet. Til de andre skaknørder kan jeg afsløre at jeg spiller til en rating omkring 1500, hvilket ikke er ret meget, men nok til at give viden videre til dem der slet ikke kender spillet.

Åbningsspillet

Det store spørgsmål, som jeg kan forestille mig at mange stiller sig selv, er: Hvorfor skak? Ud over det faktum at jeg interesserer mig for skak. “Skak er jo bare et spil.” Og der er så mange andre spil og hobbyer man kunne tage fat på, hvis det bare handler om at fordrive tiden, i så tilfælde ville skak ligefrem være et dårligt valg, fordi det kræver så meget indlæring før det kan spilles ordenligt. Men heldigvis er der mere i skak; siger jeg som tydeligvis er påvirket af min interesse, men heldigvis har jeg dokumentation for det, og fra en Ph.D. endda.

Chess-In-The-Schools (CITS) er en NGO i USA som for ca. 15 år siden begyndte at eksperimentere med at indblande skak i folkeskoleundervisningen. Det foregik i slummen i New York, Harlem, hvor de unge var(er) mere ballademagere end elever, og alt for få bestod afgangseksamenerne. Megen videnskabelig tilgang og eksperimentering senere, kunne de konkludere at skak udviklede nogle vigtige intellektuelle evner hos eleverne, og markant flere elever bestod eksamenerne. Situationen er godt og vel den samme i Busunu; der er mange der går ud af junior high med dumpekarakterer, og RADO har længe kigget efter løsninger til dem. (F.eks. også biblioteket og learning landscapes som vi ligeledes arbejder med hernede.)

Gaflen

Skru tiden frem til foråret 2012, hvor Kenneth pludselig skal skaffe skakspil på baggrund af CITS’s projekt. Dansk Skak Union var det åbenlyse svar, og jeg har da også selv været medlem af unionen i en ti års tid da jeg var yngre. Jeg kom i kontakt med deres meget flinke webmaster Thomas, og på meget kort tid lykkedes det ham at indsamle intet mindre end femten skakspil til os. Nogle dage inden afrejse mødtes Stine og jeg derfor med webmaster Thomas Vestergård og FU-medlem Ivan Madsen, og fik overrakt spillene.

Jeg lovede Thomas et opfølgende indlæg i bloggen hvor jeg forklarede om skak i Ghana. Det er det her; og idéen til formatet sprang derfra, idéen er at der både skal være noget der fanger skaknørder som mig og jer andre almindelige mennesker.

Finten

For at være lidt mere konkret omkring skakkens nytte, vil jeg fremhæve et citat fra CITS hjemmeside:

“Students who learn chess through the Chess-in-the-Schools curriculum are:
1.    using their chess skills to achieve academic success,
2.    more likely to attend school on a regular basis,
3.    more likely to solve conflicts using peaceful means, and
4.    creating lasting friendship during chess tournaments and after-school clubs.”

Punkt nummer fire kunne, som jeg nævnte ovenover, være erstattet af en hvilken som helst anden hobby, men de tre andre punkter viser tydeligt hvordan skak hjælper børnene med at udvikle sig. Skak tvinger spillerne til at tænke i nye baner, lægge planer og forstå hvordan man bedst bruger de midler der er stillet til rådighed. Og jeg skriver tvinger i den forstand, at hvis man vil vinde et spil skak, så er der ingen vej uden om. Det smukke ved skak er at der ikke er noget held involveret, ingen chancer og ikke noget med at håbe eller satse. Når man spiller skak sætter man sin (skak)intelligens direkte mod modstanderens, uden ukendte variabler. Spiller man skak længe nok udvikler man den evne til at være beregnende og tænke fremad, selvstændigt, stratetisk; evner som kan bruges i hverdagen til at løse problemer; evner  som mange Ghanesere mangler, og det er (delvist) derfor de ikke kommer videre.

Slutspillet

Så hvordan reagerer Busunu på skakundervisningen? I skrivende stund har vi kun afholdt fire lektioner, to dage med undervisning på to forskellige skoler. Jeg har som sagt undervist en smule i skak før, hjemme i Køge, men aldrig har mine fralæringsevner været på en lignende prøve. Til at starte med forventede jeg måske for meget af dem; jeg satte niveauet for højt. Det eneste grundlag de har er at de spiller meget dam i Busunu, og dam har de samme spillebrædder samt nogle sammenligninger der gør forståelsen lidt nemmere. Vi var lidt bekymrede for om interessen rent faktisk ville være der efter den første dag. Til vores store overraskelse var fremmødet på andendagen større end den første dag, og med nyt mod har jeg forsøgt at tilpasse niveauet så alle kan være med. Det gik rigtig godt.

Den eneste skuffelse vi mødte var lærerne. Det er sådan i Ghanas landsbyer at de stadig kører med stammehiarkier baseret på alder og status, og i kraft af at jeg er yngre end lærerne ser de det som en vanære at blive undervist af mig. Så hvor jeg havde planlagt at lære underviserne at spille skak, (de er jo trods alt de klogeste og dem som ville have nemmest ved at give det videre,) må jeg nu i stedet finde de bedste elever frem og sørge for at de kan lære skak videre efter at jeg er taget hjem.

Der er lang vej endnu. På trods af det har de bedste af eleverne lært utroligt hurtigt, og på to dage lykkedes det at få nogle af dem til at overhale selv Stines evner, selvom jeg har undervist hende længe nu. Jeg kan tydeligt se fremskridtet i dem der på kort tid har lært at tænke selv for første gang, og nu kan sætte en skakmat med både tårn og dronning. Jeg glæder mig til at se om det fortsætter i samme positive spor i morgen når vi skal derud igen.

Skakmat

Der er allerede en del gode skakbilleder i Stines tidligere indlæg og der kommer forhåbentlig flere.

I once traveled to Rome, and there I saw a bishop, not a real one mind you; he never once moved diagonally.

Links til diverse involverede sites:

Citatet er stjålet herfra:

http://www.chessintheschools.org/s/index.cfm?SSID=3

Artikel på DSU.dk:

http://www.dsu.dk/?id=4&NewsId=3206

Kort fra RADO om projekterne:

http://www.ruralafricadevelopment.com/news/danish-volunteers-in-busunu/

Categories: Danmark | 2 kommentarer

Spejlæg og hungersnød

“Det er hårdt at være mig.” Citat mig. Sådan siger jeg tit til damen derhjemme, som en velment joke vel at mærke, og vi griner. I den sidste halvanden uges tid har den joke ligget ubrugt hen. Her til morgen fik blev den luftet igen. Dagen i går sluttede med en kvalme og lidt svimmelhed, hvilket aldrig er et godt tegn. Så da jeg vågnede i dag og følte mig frisk, var jeg klar på en ny start. Jeg tænkte endda at jeg ville gå ud over mig selv, og lave nogle dejlige spejlæg til folket, så vi slap for at spise det daglige kedelige stykke hvide brød med syltetøj, (som åbenbart er det eneste folk spiser til morgenmad hernede, endda nogle gange uden syltetøjet).

Jeg fandt en pande frem, som efter ghanesiske standarder ikke var en flad pande, men en buet en. Her burde en alarmklokke nok have ringet. Jeg tændte op, hældte olie i, lod det varme og fandt æggene frem. Jeg bemærkede ikke at al den kogende olie samlede sig i en pøl i midten, og da jeg dumber ægget, var der et fint plask af olie ud over min bare mave… Så nu har jeg også prøvet at få andengradsforbrændinger på maven, og den gode start på dagen blev stoppet brutalt. Hvor er det er hårdt at være mig.

Men når jeg sidder hvor jeg gør, (eller ligger med et vådt klæde over maven som situationen forlangte,) så er det svært for mig at brokke mig. For selvom jeg har spildt kogende olie på min mave, så ved jeg at 100 meter fra mig er der folk der har det værre, og det var egentlig det den her blogpost skulle handle om.

Der er mange indtryk og kulturelle forskelle vi gerne vil blogge om, men det virker forkert og ufuldstændigt hvis man ikke starter fra bunden. Jeg har forsøgt siden vi kom herned, at sætte mig ind i deres kultur, at forstå hvordan de tænker, for bedre at se hvordan vi kan hjælpe dem fremad. Eller rettere, hvordan vi kan hjælpe RADO med at hjælpe dem fremad.

Mit førstehåndsindtryk, fra vi stod i Accra og til nu, er at det allerede går hurtigt fremad. Ghana er meget tydeligt et land i udvikling. Der bygges overalt og gaderne er travle, vi har snakket med studerende der har store ideer og som skriver projekter om hvordan tingene kan forbedres. De har demokrati, og her i december er der valg, så der er kampagner der promoverer fred og fremskridt. Mit førstehåndsindtryk er derfor, at de måske slet ikke har brug for mig, eller Stine, eller RADO. På den anden side kan vi jo ikke skade, og nu er vi her jo, så hvad kan vi gøre?

Rent teknologisk er Ghana virkelig ikke langt bagude, de har allesammen mobiltelefoner og mange har biler. Der er selvfølgelig et stort skel mellem hovedstaden Accra, storbyen Tamale og landsbyen Busunu, men sådan et skel findes også i Danmark, mellem København og en landsby i sønderjylland. Skellet i Danmark er mindre, men Ghana er også dobbelt så stort. Selv i Busunu har de (begrænset) elektricitet og (elendige) computere. Men der går ikke lang tid før de kommer efter det, hvis de fortsætter med samme fart. Delkonklusion; deres problemer ligger ikke i teknologien.

Ret mig hvis jeg tager fejl; jeg husker fra mine historietimer på KVUC, at det første et samfund skal bruge for at udvikle sig, er et overskud af mad. Når føden er sikret kan man tænke på udvikling frem for overlevelse. Det er meget vel at landet udvikler sig teknologisk, det er godt for de rige. Men hvad med de fattige som dør i gaderne? Fællesnævneren for Accra, Tamale og Busunu er at de fattige kæmper for at overleve. Kampen for mad, husly, tøj; det som er nødvendigt for at overleve. I Busunu får de lige nøjagtig høsten til at løbe rundt, med minimalt overskud som de bruger på at sende børnene i skole. Hvis familien er for stor til at brødføde og der ikke er nok arbejde, rejser de unge til storbyerne for at få arbejde. I Accra og de andre storbyer kæmper de håbløst for at få arbejde så de kan leve, men de ender med at sove på gaderne og sulte. 

Konklusionen, det jeg forsøger at sige, er at skakundervisning, bibliotek og learning landscape, selvom det er gode idéer, ikke umiddelbart er hvad Ghaneserne har mest brug for. Det er måder at gøre dem klogere på, hvilket vil kunne få dem til at løse deres problemer selv. Det de har mest brug for er mere arbejde, gerne med landbrug så der kan komme den ønskede overflod af mad til deres overflod af mennesker. Og lur mig om ikke allerede RADO har sat det i gang. Min far og Karim ved at Busunu har masser af land der kan pløjes, men at de mangler midlerne til at gøre det. Kort sagt mangler de traktorer. RADO har længe kæmpet for at få fat i traktorer, men traktorer koster penge, og mange af dem. Indtil videre har RADO levet af mine fars tjenestemandspension og nogle få anonyme donationer, som desværre ikke rækker langt nok.

Derfor ligger løsningen et andet sted, Stine og jeg har sat os selv en ny mission, oven i de eksistererende projekter. Vi vil finde ud af hvordan vi fundraiser penge til RADO og idéerne er allerede mange. Både gode og dårlige. Men det bliver en blogpost for sig selv en gang. Jeg har vist trukket den længe nok, og selvom det gik lidt hurtigt hen mod slutningen, lukker jeg af nu. Der er vist også nogle andre der tripper lidt efter at få adgang til computeren.

Nu har jeg lyst til spejlæg.

Categories: Danmark | Skriv en kommentar

Busunu set udefra

Vel tilbage i huset hos Kurt i Tamale efter 3 nætter i Busunu.

Busunu er som nævnt målet for vores arbejde hernede, det er her vi underviser i skak og skal lave bibliotek og learning landscape.

Busunu er en landsby uden andre toiletter end det den katolske præst har hos sig.

Det er også en landsby hvor hver familie har en elektrisk pære hver, som de betaler for at få lys fra hver eneste måned.

Busunu er en landsby uden skraldespande, med geder, hunde, katte, får og køer over det hele.

Mændene driver landbrug så der bliver mad at stille på bordet.

Kvinderne bearbejder møjsommeligt de shea nødder de plukker langt ude i bushen.

Det er en landsby hvor indbyggerne finanserer skolegang ved at sælge det shea butter de selv fremstiller.

Det får de ikke mange penge for, men det er deres eneste indtjeningskilde, foruden drift af småboder og salg af mad til resten af byen.

Busunu er fattig. Sådan på den rigtige måde.

Men forældrene prioriterer penge til børnenes skolegang højt. For de børn der sover på gulvet på farverige måtter.

Busunu er en landsby hvor børnene ikke brokker sig, men hvor de hjælper til derhjemme uden at blive spurgt.

De ved nemlig godt at det er dét som gør at de fortsat kan gå i skole.

Busunu er en landsby hvor al mad bliver tilberedt over bål. Enten ris, fufu eller banku. Med sovs.

Busunu er en landsby hvor de lokale (ikke præsten og hans stab selvfølgelig) går ud i bushen og sætter sig når de skal “free themselves”

Børnene går i skole her, og det er smukt. Forældrene har lige præcis råd til at betale for deres skolegang, uniformer og bøger.

Børnene går i junior high i Busunu. Der er to skoler i landsbyen. Når de er færdige her tager de til Tamale og går i senior high. Når de er færdige her er tanken at de skal tage til Accra og gå på universitetet. Men langt fra de fleste har råd. De bliver stoppet af noget så banalt som pengemangel. Tilbage står de og kan læse, regne og skrive. Og bearbejde sheanødder.

Nogle kommer på universitetet, men det er langt fra størstedelen. Ufaglært arbejde i de større byer og arbejdsløshed er udpræget.

Jeg skammer mig over mit tidligere brok over for lidt i SU, og ville ønske jeg kunne redde verden.

I Busunu kan man se stjernerne, og folk arbejder hårdt for at få noget at spise.

Børnene leger med tøndebånd og øver sig på at regne og skrive.

De voksne bukker dybt for de ældre de møder og siger awooo.

Høvdingen sidder i sit hus og hilser på de besøgende, beskytter af sine krigere.

Hos ham står trommerne som bruges til at samle folk i forskellige anledninger.

Busunu repræsenterer en helt anden kultur, og efter 80 km bumletur træder man ind i en helt anden verden.

Busunu er smuk og fredfyldt på sin helt egen måde, og jeg glæder mig til at komme tilbage dertil på mandag.

-Stine

Categories: Danmark | Tags: , , , | 1 kommentar

Ghanesisk tid

Så er vi her igen.

Den hurtige læser har måske allerede luret at siden vi blogger i dag, betyder det at vi ikke er ankommet til Busunu som planlagt (manglen på strøm gør det svært at blogge i landsbyerne).

Årsagen til manglen af afgang mod landsbyen, giver mig anledning til at tage fat i et af de emner vi gerne vil angribe på bloggen; vi skal snakke lidt kultur, nemlig ghanesisk tid.

Jeg var på forhånd klar over at det er et problem, eftersom både min far og min bror har snakket om det, men det har vist sig at være værre end som så. Ghaneserne har et forhold til aftaler som er meget ulig det vi har i Danmark. Hvis man f.eks. laver en aftale om at mødes kl 10, så skal man aldrig forvente at en ghaneser dukker op før kl 11. Og i virkeligheden er det nok mere sandsyneligt at han er der kl 12.

Det er en gennemgående ting i hele deres samfund, intet sker til tiden, og hvis du forventer at de møder til tiden, så kigger de mærkeligt på dig. Så vidt jeg kan forstå på min far, så er det for dem et spørgsmål om ære. Det handler om at man viser at man er bedre end de andre, ved at lade dem vente. Hvis de venter på dig føler de sig vanærede. Det er i hvert fald forklaringen. For mig virker det mere som om de bare er ligeglade.

Ghanesisk tid er som sagt også forklaringen på at vi ikke tager afsted mod Busunu. I dag er nemlig en ghanesisk helligdag, (hvilket Karim selvfølgelig først informerede os om i går, i sidste øjeblik,) og på deres helligdage går landet nærmest i stå. Han mente i hvert fald at det var en dårlig ide at tage afsted, så rejsen er udskudt til landet sættes i gang igen. Dagen har vi så i stedet brugt på at besøge en hotelpool her i Tamale, som vi havde for os selv, for der er ikke nogen af ghaneserne der kan svømme. Stine prøvede dog at lære Karim det. Afslappet dag.

Det ser ellers godt ud hernede. Vi er klar til at gå i gang med projekterne. Jeg har printet papirer ud til skakundervisning, og vi har besluttet os for præmier til skakturneringen. Stine knokler på at finde ud af hvordan vi skal sætte biblioteket op i Busunu. Og dæk til vores learning landscape ligger klar.

Oven i hatten har RADO lige fået en donation på 15.000 DKK, så fra at være på randen til konkurs er der nu igen positive udsigter for organisationen.

Snack sover.

– Kenneth

 

Categories: Danmark | Tags: , , | Skriv en kommentar

Busturen fra helvede.

Kaere Laeser/Bruger

Så er der blog igen. Indtrykkene er mange og jeg skal gøre det så kort som jeg kan. For det første har min dejlige far et dansk tastatur, og hvilken lettelse. Jeg overvejer kort om jeg skal gå de tidligere indlæg igennem og indsætte æ, ø og å, men det har jo sin charme, selvom det ser grimt ud.

Vi starter hvor sidste post slap, dagen efter Oxford Street turen, hvor jeg (til min store skuffelse) ingen frierier fik. Næste dag stod på bustur fra hovedstaden Accra til nordens hovedstad Tamale hvor min far bor, og hvorfra jeg skriver nu. En lille hyggelig bustur på ~800 km, med hvad der minder om nonstop sirener fra børnene bagerst i bussen. Tilmed var bussen forsinket hvilket betød at vi skulle køre om natten. I Ghana kører man ikke på landevejene om natten. Jeg vil lade det synke ind, for dette er ikke noget danskere er vant til og for os var det et chok. Man kører ikke på landevejene om natten, fordi der ikke er politipatruljer på vejene om natten, og vi havde ikke nogen eskort. Vi undrede os over at de var bekymrede for manglen af eskort, hvorfor? Jeg ringer til min far; ‘hvorfor?’ spørger jeg. “Fordi det er muligt at bussen bliver plyndret af landevejsrøvere. Hvor sidder i i bussen?” Det var ikke sådan han sagde det, men det var beskeden, og hans spørgsmål vender jeg tilbage til. Siden har vi snakket om det, og han underdrev faktisk i sin beskrivelse for ikke at gøre os bekymrede. Det er en ganske almindelig ting hernede. Ghaneserne tager det som en selvfølge. Vi gemte værdigenstande væk og sad ellers med paranoia og kiggede ud af forruden. Hvorfor spørger han os hvor vi sidder i bussen? Fordi; hvis buschaufføren ser røverne og forsøger at slippe ved at sætte farten op, så skyder de ind gennem forruden. Og ja, vi sad forrest i bussen. En 18½ times bustur fra helvede, med paranoia og søvnløshed. Aldrig aldrig aldrig igen.

Men nu griner vi jo af det. Ha ha ha. Og vi fandt i øvrigt en eskorte undervejs, så jeg maler måske fanden på væggen, men det fortæller noget om Ghana og holdningen hernede. Karim grinede af mig da jeg, forvirret, udspurgte ham om landevejsrøverne. Velkommen til Ghana (som er et af de sikreste lande i Afrika).

Næste dag: Mødet med faderen, sightseeing i Tamale, bytur på Rooftop. Tre overskrifter der kunne have hver deres indlæg, men jeg kunne jo også skrive i en uendelighed. Det bliver til tre mini-indlæg understøttet af billeder fra Stine kamera-klikken.

Mødet med faderen

Min far har ændret sig meget, og han læser det her, så jeg skal passe på hvad jeg skriver. Men jeg lover dig at alle ændringer er for det bedre, og for pokker det er godt at se dig igen.

Sightseeing i Tamale

Dejlig by, men i modsætning til Accra, hvor man er mere vant til turister, ser folk os hvide som pengemaskiner. Det er underligt med denne omvendte racisme; de er ikke onde mod os, tværtimod. Jeg har 27 nye bedste venner, and counting. Det er bare svært når man ved at det er fordi de vil have mine penge.

Bytur på Rooftop

Navnet skal tages bogstaveligt. Det er en natklub som ligger på en tag, og sikke en fest. Det var et lækkert sted og vores nye bedste venner gav os mange fine komplimenter for vores danske danse evner. Vodka gør noget ved mig. I taxaen på vej hjem tabte jeg min telefon. Jeg ved det var der, kun fordi chaufføren kom tilbage med den, og han ville have 40 cetis (120 dkk) for den. Det betalte vi selvfølgelig, men han havde trådt på den og den er fuldstændig smadret. Under turen havde Karim forsøgt at snyde os til en billigere taxatur (det er meget normalt hernede) og blev derfor uvenner med chaufføren. Vi debatterer ‘Hvad nu hvis?’. Hvis nu telefonen ikke var smadret, var han så kommet tilbage med den? Hvis nu Karim ikke var uvenner med chaufføren, havde vi så fået den gratis? Hvis nu jeg ikke var sådan en blondine, havde jeg så tabt den?

Spørgsmålene er mange. I morgen tager vi til Busunu og starter projekterne, der skal nok komme mere derom.

– Kenneth

Categories: Danmark | Skriv en kommentar

This time for Africa!

Denne sang skal lyttes til mens du laeser den her post.

Vi er nemlig i Afrika nu. Det lykkedes. For pokker her er varmt. Og hyggeligt. Lidt skraemmende. Men flot.

Foerst det daarlige nyt. Legokassen gik desvaerre tabt i lufthavnen, (som kan ses i Stines tidligere post,) hvis nogen ser den saa giv lige et kald og en flikflak. Den var ret skroebelig, saa vi er ret sikre paa at den er blevet behandlet daarligt og er eksploderet med legoklodser, hvorefter den er ‘forsvundet’. Uanset hvad har vi i hvert fald meldt den savnet i lufthavnen og nu krydser vi fingre for at den dukker op.

Resten af indlaegget har positivt indhold. Vi er ankommet til Accra, hovedstaden, og det er en lettelse. Vi har lagt vores haender i livet paa den flinke mand Karim, som arbejder for min far. Han kender byen godt, han kan fortaelle og guide. Jeg plejer selv at vaere god til at finde rundt (uanset hvad Stine siger!), men hernede var jeg faret vild efter to-tre sving. Det er som en anden kultur-chok labyrint.

Foerstehaandsindtryk: Stress! Vi koerte fra lufthavnen til hotellet i taxa, og de koerer som sindsyge! Dytter, overhaler, underhaler, afskaerer hinanden, osv… Men. Naar man ikke sidder i en bil, saa er alt stille og roligt. Det er aabenbart kun bilister der har travlt, alle andre slentrer stille roligt afsted. Karim hilser paa folk til hoejre og venstre, gadesaelgerne hilser paa Stine og mig. Vi fik mad paa den ene bar, og var hurtigt videre til en oel paa den naeste. Her drikker man oel af literflasker; et koncept jeg godt kan vende mig til.

Den foerste aften sluttede hurtigt efter en oel. I dag har vi vaeret paa Karim-guidet tur. Vi har set et stoerre marked, Ghanas foerste praesidents gravsteds mindepark (en fantastisk mand), ‘Independence Square’ og den nuvaerende praesidents slot. Vi var ogsaa nede og besoege deres haandvaerkerdistrikt. De har, ifoelge Karim, saadan et distrikt i hver region i Ghana, hvor unge ghanesere bliver laert op i traditionelle ghanesiske haandvaerker og kundskaber, som f.eks. at udskaere de kendte afrikanske trommer, inklusive at spille paa dem. Naturligvis syntes Karim at vi skulle moede nogle af hans venner, det var super hyggeligt; pludselig hiver de trommer frem og giver os en god lille trommekoncert. Bagefter faar vi begge smaakket en tromme mellem benene, og saa er der ellers musiktime! Det lykkedes dem at laere os at holde en kort rytme, (efter de havde grinet af os og rystet paa hovedet af de tossede rytmeloese danskere,) og for pokker hvor var vi stolte af os selv. Vi fik ogsaa laert den specielle haandtegnshilsen som Karim og hans venner bruger, hvilket indeholder dobbelt haandtryk og knips. Til gengaeld laerte jeg Karim den hilsen vi bruger i Koege, og der var en kort, men god diskussion om brugen af haandtegnshilsener i vennekredse.

Det har vaeret en indtryksrig dag. Til frokost vovede vi os endda ud i lokale retter som fufu og banku. Saa vidt jeg forstaar paa Karim er det en slags kartofler der er blevet kogt til ukendelighed og derefter banket til en fast masse, og som man saa overhaelder med en alt for krydret suppe samt lidt koed… Mmmh. Vi spiste endda naesten op. Jeg stoler paa at det er en tilvunden smag, og saa vidt jeg forstaar paa min far, faar vi masser af tid til at vende os til den slags mad naar vi kommer laengere ind i landet. Der er nemlig ikke andet.

I aften skal vi se Oxford Street, som skulle vaere Accras Jomfru Ane Gade x 10. Det bliver godt. Ifoelge min far er det der vi hvide maend bliver friet til af de unge kvindelige golddiggere. Jeg glaeder mig til at se om det samme kommer til at gaa ud over Stine.

I morgen gaar turen laengere ind i landet til den by hvor min far bor, og senere videre til Busunu hvor vi skal have sat projekterne i gang.

Vi ser tiden an, og Stine uploader billeder naar hun for sin maskine til at makke ret.

– Kenneth

 

 

SÅ ER DER BILLEDER! 😀

 

 

 

Categories: Danmark | Tags: | Skriv en kommentar

Aladdins hule

Istanbul. Det ligger I Tyrkiet. Saa meget har jeg fundet ud af.

Hvad jeg ikke vidste var, at de har den mest fantastiske bazaar jeg nogen sinde har oplevet!
Vi ankom til Istanbul moej tidligt I morges.

Snakkede med soede mennesker og fandt vej til metroen.

Vi havde faaet adskillige sevaerdigheder anbefalet, og var opsatte paa at foelge ihvertfald nogen af dem. Ind I metro. Vaere der hundred tusind aar (okay, ca. 40 minutter, men det foeltes som en menneskealder efter en nat I en flyver!) og SAA ud og fare vild!

Min kaere rejsemakker har tidligere pralet af hans enestaaende stedsans, og siden jeg ofte brillierer ved ikke at ane hvor jeg er, overlod jeg trygt jobbet som sporhund til ham.

Fail! Vi gik. Og gik. Og gik. Og gik! Ad charmerende –jovist brostensgader, op og ned dog I uendelige kurver. Hen af morgenen aabnede diverse butiksejere deres bikse og afsloerede her at alle undertoejsbutikker ligger I samme gade. Ligeledes gaelder det for baelte, stroempe og hattebutikkerne! Maaske er det fordi de ikke vl foele sig alene, who knows?
Kenneth gav op, og vi var officielt faret vild. Min ikke eksisterende stedsans foerte os af smalle, dunkle og mystiske gader, indtil vi til sidst endte I the Grand Bazaar! Vi traadte ind I Aladins hule, med glimmer, lys, toerklaeder og smykker alle steder! Butikkerne laa saa taet at man havde svaert ved at skealne de forskellige butikker fra hinanen, hvilket bestemt ikke blev bedre af at ejerne moedtes paa halvvejen for at drikke the og ryge cigaretter.

Aaben mund og oejne, med garanti med udseende af dumme, nemme turister vandrede vi gennem gade paa gade. Saa tilbage for at finde nogenlunde ud af hvor vi var, og saa til siden igen og igen.

Det var smukt siger jeg jer! Jeg koebte gerne alt glimmer I bazaaren, men min roomie brokker sig nok hvis der ikke laengere er plads til ham I lejligheden!

Der var smukke skak braetter, udskaarne sten, finurlige vandpiber og tusind og atter tusind af farvestraalende toerklaeder.

I think I’m in love!

-Stine

 

 

 

 

Categories: Danmark | Skriv en kommentar

Blog på WordPress.com.

%d bloggers like this: